Nu er der kun 10 dage, til vi slår dørene op på Det Gamle Gasværk i Brabrand til whiskyklubbens traditionelle indslag i Brabrand Kulturuge: Mad med whisky – Whisky til mad.
Der er stadig få ledige pladser, så hold dig endelig ikke tilbage, hvis du gerne vil have en både kulinarisk og musikalsk oplevelse i godt selskab.
Inviter din familie, kolleger, venner eller andre, du gerne vil opleve dette sammen med!
I anledning af whiskyklubbens 10-års jubilæum i år har vi udvidet budgettet til den musikalske underholdning og har engageret bandet Tradish. De spiller traditionel irsk musik.
Kokken har lovet en menu i gourmet-klassen, og whiskytemaet er i år dansk whisky. I maden vil således indgå Braunstein Library Collection 15:2, Thy Whisky No 17 STOVT og Stauning Smoke Floor Malted Smoked Barley. De samme whiskyer kan smages til retterne, hvis man tilkøber whiskymenuen.
Der kan købes øl, vand og vin til fornuftige priser, og efter maden vil der også være mulighed for at købe whisky i baren.
Vi har indgået en aftale med Skanderborg Bryghus, der leverer fremragende østjysk øl til arrangementet.
Det er vigtigt at understrege, at arrangementet ikke er forbeholdt whiskyentusiaster.
Whisky er smagsgiver til retterne, men dominerer ikke smagen, og bryder man sig ikke om at drikke whisky, kan man blot undlade at tilkøbe whiskymenuen.
Med andre ord er der lagt op til en fest for alle, der kan lide god mad og livemusik, og der bliver også mulighed for at få afprøvet, om danseskoene stadig kan snøres og røres.
Tilmelding kan ske ved mail til lb@brabrandwhisky.dk. Husk at skrive, om der ønskes whiskymenu til maden.
Vi glæder os til at se mange glade gæster!